Bryggerier i Vejle lokalafdelings område

Bøgedal:

Bøgedal er navnet på en rigtig gammel gård i Høllund kun 10 km fra Vejle. Det er også navnet på et vaskeægte gårdbryggeri, som rummer al den rustikke charme og romantik man forbinder med et gårdbryggeri. Det er gårdens gamle kostald, der danner rammen om selve bryggeriet. Den er restaureret med blanding af ind-sigtsfuld respekt for den oprindelige bygning og nænsom kærlighed. Når Casper Vorting vi ser rundt i bryggeriet føler man sig umiddelbart hensat til en efterhånden sjælden stemning, som man ellers kun oplever, når vinkyperen stolt viser rundt i kældrene på en mindre syd europæisk vingård. Denne sælsomme stemning og ånd afspejler sig i alt på stedet; i bryggemetoden, i valg af flaske, etiket osv. Alt oser af kvalitet og moden respekt for øllets egne karaktertræk. ”Jeg følger min øl i stedet for at styre den! – selvom jeg farer rundt og måler temperaturer og alt det der…, jeg mener, jeg ved godt hvad det handler om, men jeg kan ikke styre det præcist med lavteknologi - hver gang jeg brygger, så er det noget nyt – selvom jeg bruger samme ingredienser, opskrifter og så videre, så smager to bryg aldrig ens,” forklarer Casper.

Bøgedal Bryghus er først for alvor kommet i gang med at brygge i slutningen af 2004, men Casper Vorting har været med i branchen fra starten. ”Jeg startede i 2001 sammen med Allan Poulsen i Brøckhouse og var med i den første pioneragtige stemning. Vi var de aller første kommercielle mikrobryggere, og det var før nogen troede på, at det for alvor var noget, der kunne blive så seriøst, som det senere har vist sig at blive,” fortæller den karismatiske brygger, ”og dengang var det egentlig meningen, at Brøckhouse, når det voksede ud af Allans kælder i Gadevang, skulle flyttes herover på gården Bøgedal.” Casper kørte dengang til Hillerød en gang om ugen i to år for at brygge, og han var med til at starte Allans første 500 liters anlæg op i kælderen i Gadevang. Planen var at det skulle være et deltidsbryggeri, men da markedet hen over sommeren 2002 ville noget mere, fik de lyst til at tage springet og blive fuldtidsbryggere. Derfor blev den geografiske afstand for stor og de splittede op. Brøckhouse flyttede herefter til Hillerød og Casper besluttede at gå i gang på sin gård Bøgedal ved Vejle. ”Jeg har sådan en helt anden side af mig, som er præget af meget gammel landkultur; jeg er vokset op med en hjemmegående mor som har slagtet, syltet og bagt, og vihar været fuldstændig selvforsynende med håndlavede fødevarer…, og microbranchen er jo domineret af hightech bryggerier med fuldt moderne teknologi.  Jeg fik lyst til at prøve at gå et par skridt baglæns til et nanobryggeri, og besluttede, at det skulle være lavteknologisk, i gamle egetræskar og med brændefyret gruekedel.”

Casper er lidt af en multikunstner. Han har tilbragt en del af barndommen på Bøgedal. Har boet en lang årrække i København, hvor han bl.a uddannede sig til civilingeniør. Han har desuden taget en sangeruddannelse, og har haft en række jobs som instruktør på musicals og danseteatre.  Han er udpræget perfektionist og har en stor svaghed for gammeldags teknologi. Denne cocktail har nok været medvirkende til, at han i 2002 tog skridtet fuldt ud og grundlagde Danmarks måske mest lavteknologiske håndværksbryggeri. Han er nu færdig med istandsættelsen af bryggeriet og har skabt et ”fritfalds-bryggeri”, hvor intet øl bliver pumpet. ”Det løber simpelthen fra kar til kar og fra kar til flaske ved hjælp af hejseværk og niveauforskelle - det skal væresådan og jeg vil have det sådan, selvom det måske er alt for dyrt og arbejdstungt. Hvor andre nok ville blive irriteret, fordi det bliver for besværligt,  har jeg det bare sådan, at det er der ikke noget at gøre ved det er det bedste for øllet.”

Visionen på længere sigt er, at Bøgedal skal være selvforsynende med råvarerne. Han ser det som det ultimative mål, at have indflydelse på kvaliteten i alle led. Alle Bøgedals bryg er forskellige og der brygges kun 100 eller 400 flasker ad gangen. Derfor får hvert bryg sit eget nummer. Det tappes på 75 cl. champagneflasker proppet med kork, snøret med ståltråd og etiketteret med en simpel nummereret label, der også fortæller lidt om øllet. Bøgedal Bryghus øl fås udelukkende på flaske i få specialforretninger fordelt i de større danske byer, samt naturligvis på bryggeriet.

Om øllet fortæller bryggeren Casper Vorting:

”Jeg koger knap 100 liter urt ad gangen, og jeg oplever ikke det er nogen kunst at brygge god øl. Hvis man ødsler med råvarerne, kan holde det hele pinligt rent og kan styre temperaturerne nogenlunde, så er det ikke så svært – vi bager jo også vores eget rugbrød. Det er surdejsrugbrød og surdejen skal holdes levende, men det er sgu da heller ikke svært at bage rugbrød - det er mere et spørgsmål om erfaring og så det at gide det. Inspirationen til øllet får jeg fra studiet af gammel dansk kultur. Jeg har ikke været på de store rundrejser i Europa, men jeg har købt en masse forskellige øl i de senere år. Det er i øjeblikket ales jeg brygger;  jeg har taget udgangspunkt i nogle forskellige aleopskrifter,  og nu kigger jeg i mine gamle brygjournaler og så prøver jeg med noget andet – det er overgæret øl alt sammen. Jeg inspireres også af årstiden. Sidste midsommer blomstrede hyldetræerne lige udenfor døren og citronmelissen stod grøn og frodig, så midsommerbrygget smagte vidunderligt friskt af sommer.”